Grønne frokost pandekager på en søndag

En holistisk sund ferie

Holistisk sundhed betyder for mig at være sund i både krop og sjæl, at være den bedste udgave af sig selv. At lytte til sin krop og sine instinkter, presse sig selv, slappe af, tilføje næring, kærlighed og gode oplevelser, når det summeres op og kommer i balance, er det for mig holistisk sundhed. Jeg har just holdt 10 dages skøn skøn ferie, den kunne ikke have været bedre, mere energivende, mere kærlig eller mere perfekt. Folk rejser og leder efter det, som jeg finder lige her, jeg føler mig heldig og yderst taknemmelig.

Så hvad indeholder sådan en perfekt ferie for mig, den indeholder lige dele af alt det gode i livet.

Motion og søvn

Jeg går tidligt i seng og står tidligt op hver dag. Alle dage op kl. 6 og få en god start på dagen, med undtagelse af en enkelt doven dag, hvor jeg sov til kl. 8. Min energi peaker om morgenen, så jeg kan bedst lide at motionere tidligt, gerne før kaffen. Så der er blevet løbet, jeg har både slået min tid og distance, jeg er nået til hvor det er blevet dejligt at løbe, jeg havde aldrig troet det kunne være sådan for mig, men løb er blevet en selvforkælelse. Hver anden dag har jeg styrketrænet, hvilket jeg jo gør hjemme, det giver ikke det samme kick, men det er fedt og det skal jo til. Sidst men ikke mindst har jeg trænet hestene hver dag, der er redet tur, redet på banen og trænet fra jorden, samt nogle små spring i longen.

Så motion og søvn, dét er en nøgle.

Næring

Der er selvfølgelig lavet en MASSE nærende, sund, smuk, velsmagende og totalt lækker mad. Det bliver mere og mere vigtigt for mig at maden er smuk, og nej ikke bare for at gøre den Insta værdig, men fordi det ganske enkelt er at fodre en mere af sanserne mens man spiser. Jeg nyder at prøve noget nyt og opleve det bliver lækkert, smagfuldt og føles nærende, jeg elsker når jeg kan mærke min krop tage imod næringen, fordi den er lige som den skal være. Men der har også været plads til at bage en super sød kage.

Næring er selvfølgelig en vigtig nøgle.

Oplevelser, to-do og afslapning

Dét der skaber balance er at kende sig selv godt nok til, at kunne skabe den perfekte balance af afslapning og dovne dage, oplevelser og praktiske gøremål. At have lært hvordan jeg som særlig sensitiv introvert kan nære min sjæl i stedet for at overstimulere den, har været guld værd. Det skaber min balance, min lykke.

Jeg har været på konference i plantebaseret kost, dét var super spændende, en fantastisk dag. Jeg har været i biografen to gange, to meget forskellige film, Ditte og Louise og Predator!! Og så har jeg været hos tattovøren og fået lavet Mathias’ sommerfugl på min familiegren, og været ude at shoppe til den nye mor.
Jeg har holdt praktiske dage, med gøremål på gården i høj sommersol, og dovne dage på sofaen med Choko i blæsten. Jeg har udrettet alle de ting der var planlagt og gået en masse ture med hundene.

Den rette balancerede stimulering af afslapning, arbejde, oplevelser og lykke, det er en nøgle.

Kærlighed

Så har jeg bare oplevet så meget kærlighed. Jeg har brugt en masse tid med min skønne datter og mit nye barnebarn. Jeg har haft en aften med min dejlige søn og en aften med min veninde. Lille baby Mathias har dog fyldt mit hjerte mest i denne ferie. At opleve ham og at opleve min datters kærlighed til ham, se hende som nybagt mor får næsten hjertet til at springe.

Kærlighed og familie er den vigtigste nøgle af dem alle <3

Husk at være taknemmelig, det er jeg, for alt!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grønne frokost pandekager på en søndag