Shadow facilitator

Nu er jeg færdiguddannet som Shadow Facilitator og hvilken rejse det har været. I små 9 måneder har vi været i gang med en omrokering og kæmpe motionsplan af det indre liv. Der er sket så meget som jeg ikke kan fortælle her, det har jeg brug for at holde inde i mit indre liv og til mine nærmeste (måske), men alligevel er der en masse der kan deles og fortælles og da min blog handler om sundhed og jeg mener at sundhed indeni er altafgørende for at vores fulde sundhed fungerer. Det ene kan ikke fungere uden det andet.

Jeg har arbejdet med mit indre og personlig udvikling i 3 år nu og intet har rykket og ramt, som skyggerne. Lige fra første gang jeg mødte dem. Jeg mødte Pernille og skygge arbejdet første gang på et endagskursus om skygger og ledelse som Pernille Melsted afholdte sammen med Pia Markersen.

Det der skete denne ene dag, var udgangspunktet for min tatovering. Hvor den store blå sommerfugl er mig i balance og mariehønen er mine skygger. Den lyserøde sommerfugl er min datter og den grønne min søn. Jeg så den for mig da jeg sad der på kurset, der startede noget inden i mig og den næste tid læste jeg Pernilles bøger, tog nogle af hendes online kurser, hørte hendes lydbøger osv. Men jeg gjorde det som jeg gør alting, oppe i hovedet. Jeg læste bogen, men udførte ikke opgaverne. Det var som altid – videre – videre – videre…

Der skulle gå næsten to år før jeg gik i gang med uddannelsen. For at få certificeringen skal man deltage i en weekend workshop der hedder Shadow Process og dén var jeg virkelig bange for. Pernille omtalte den weekend som det vildeste i ens liv og fortalte om folk der lå på gulvet i fosterstilling og græd. Uuuhhh det er så svært for mig. Jeg er voldsomt kropsbegrænset og dette lød da som et mareridt for mig. Så jeg lavede en masse andet arbejde med min indre udvikling og pludselig en dag tænkte jeg at nu kunne jeg sgu godt. Da Shadow Process kun afholdes én gang årligt, kom det til at betyde at jeg tog uddannelsen først og afsluttede med Shadow Process weekenden og dét tror jeg var godt. Jeg ændrede mig i det halve års arbejde der foregik under uddannelsen, mere end jeg først lige så. Og nu efter Shadow Process weekenden, ændrer jeg mig igen, lidt hver dag.

Uddannelsen som Shadow Facilitator er opbygget ved to live workshops og resten foregår ved ugentligt telekald undervisning for hele gruppen, samt opgaver der skal udføres, skrives ned og sendes ind til en dedikeret mentor, samt Pernille. Til sidst skal man tage det ud i det virkelig liv og teste det af på virkelig klienter, skrive opgave om dette og sende ind. Foruden det indre, som var en fuldstændig uventet kæmpe opgave, så var det også et ret stort arbejde at skrive opgaverne og særligt at have klienterne. Der er ingen kære mor hos Pernille mht disciplin, alle opgaver skal afleveres hvis man ønsker at blive certificeret, der er ingen vej udenom. Det er hårde opgaver og jeg er sådan en der græder, så jeg har simpelthen grædt mig gennem hver opgave, særligt når jeg skrev opgaven, men også når jeg fik refleksioner tilbage fra min mentor. Det har været den vildeste rutschebane og den blev afsluttet i en park med alle verdens største rutschebaner på én weekend.

Jeg blev nu tvunget til at lave alle opgaverne, alle dem jeg har sprunget over, jeg blev tvunget til at mærke efter. De kunne ikke laves helhjertet i hovedet (hvilket jo egentlig giver sig selv), hvis jeg ville dette skulle der åbnes op, uanset hvor farligt det var. Jeg har til tider været bange for at gå i stykker indeni, men jeg har følt mig meget tryg, både på mit hold, hos Pernille og hos min mentor. Så jeg har turdet at gå dybt, at give hele mig og tage chancen.

At have de første klienter var grænseoverskridende. Kunne jeg nu finde ud af dette, var jeg god nok, var det ikke fjollet og en tons andre destruktive tanker var i gang. Men jeg gjorde det og det var fedt, det faldt mig naturligt og det var utrolig givende. Når det gik godt, var jeg helt fyldt op bagefter, på en god måde, på en lys måde.

Så kom Shadow Process weekenden, det er en uge siden nu.

Hvad der skete denne uge hverken kan eller vil jeg forklare, lige nu er det i min indre process. Men nogle ting kan jeg fortælle. Omstændighederne og rammerne der blev skabt var en oplevelse i sig selv. Vi var omkring 80 mennesker på et spa hotel, hvor vi ikke måtte anvende spa’en. Ved ankomst fik vi en work book, heri stod weekendens regler. Jeg tror faktisk at havde jeg fået denne for 2 år siden, så var jeg kørt hjem, grædende. Det er jeg ret sikker på, men i dag er jeg et helt andet sted og jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det som kom mest bag på mig mht reglerne, var at man ikke var “fri” om aftenen når det sluttede til næste morgen, men at reglerne galt fra fredag kl. 14 til søndag kl. 17. Og at jeg ikke måtte få kaffe….. Det som var det vilde ved reglerne var tavsheden, ingen snak, ingen small talk. Pauser i stilhed, middag i stilhed, afslutning om aftenen i stilhed. Det var vildt at være så mange mennesker…i stilhed. Da jeg læste det som regler på et stykke papir, syntes jeg det var negativt, puuhaa svært. Men da jeg var i det, var det en kæmpe befrielse. Det fratog mig hele tiden at skulle tænke over hvordan jeg skulle forholde mig, hvad jeg skulle sige, hvad de andre ville sige osv. Det gjorde jeg kunne være til stede, kun med mig, midt i mange mennesker. Som introvert og særlig sensitiv, var dette en gave og jeg takker for den. Det er ikke sidste gang jeg skal opleve denne stilhed, det er helt sikkert. Foruden stilheden og den manglende kaffe, kredsede reglerne sig om at fjerne alle stimuli, dvs ingen tv, bøger, sukker, Internet, spil og alle de ting der holder os i hovedet.

Dette lærte mig noget vigtigt. Da jeg altid er i hovedet og sjældent i kroppen, kan jeg have svært ved at stoppe tankemylderet. Det kan køre derudaf for fuld speed og giver mig pres og stress. Det indre arbejde under uddannelsen, gav mit hoved endnu mere at behandle og jeg ledte efter svarende i hovedet. Jeg følte jeg var nødt til at kunne stoppe det og dette fandt jeg ud af jeg kunne gøre ved at høre bøger når jeg går tur og om aftenen sidde med tv og Internet kørende, hele tiden sørge for distraktioner. Et eller andet sted inden  i vidste jeg godt dette måske ikke var den bedste strategi, men den hjalp mig. Med tiden blev dette mere og når jeg faldt i med min kost og spiste enten forkerte ting eller alt for meget, så foregik det her, med kroppen koblet fra og hovedet sat i bero af tv og Internet. Shadow Process weekenden viste mig at det jeg gør er, at blive i hovedet fordi jeg er bange for at gå i stykker hvis jeg mærker efter. At jeg havde koblet min krop så meget fra at jeg slet ikke kunne mærke den og at jeg SKAL mærke den. Dette betyder ikke jeg nu ikke kan høre bøger på mine gåture eller se tv foran computeren, det betyder jeg skal skabe balance og jeg skal gøre disse ting af lyst, ikke for at flygte. Så jeg skal skabe et rum til at gå dybt, til at mærke mig selv og stadig også have det andet rum hvor alt kobles fra. Gaven er balancen, at kunne det hele.
Jeg har uddannelsen igennem haft denne tanke om “hvorfor”. Hvorfor sidde og græde når man kan være glad, hvorfor arbejde med noget der gør ondt når man bare kan lade være, hvorfor mærke smerte når den kan ignoreres…..svaret kom i weekenden, fordi der er bedre på den anden side, man skal bare igennem.
Dér er jeg nu. Spyttet ud på den anden side, en side jeg ikke har været på før, så alt er nyt, alt føltes anderledes, alt. Alt skal testes og prøves, som var det første gang, for det hele mærkes og hovedet kører med, men det er okay.

Jeg har fået en gave, jeg har fået mig, jeg har fået Anja. Jeg har aldrig kunne huske min barndom fra før jeg var 12 år. Intet. Under uddannelsen dukkede der glimt op, forskellige episoder og minder kapslet inde. Men under processen dukkede den lille pige Anja op. Hun var svær at se, men hun var der, hun var lige der, men hun var stadig på vej væk, havde ryggen til. Turde ikke vise sig rigtigt, men det var rart bare at se hende, selvom det kun var glimt.

Jeg mødte også min søster, som den lille pige hun var, og er inden i….hun stod der så tydeligt og det var rart at møde hende igen. Jeg havde glemt hende også.

Dagen efter jeg kom hjem fra processen, satte jeg mig om morgenen ude ved hestene og begyndte at skrive…..jeg stoppede 3 timer efter, mest fordi min hånd gjorde alt for ondt. Med et trylleslag kom 12 års barndom skyllende ind over mig, på både godt og ondt, som havde det aldrig været væk. Pludselig var pigen Anja der bare, som om hun aldrig havde været væk og hun kan svare på alt, fortælle mig alt det jeg ikke kan huske. Der er kun gået en uge og den lille pige føltes ikke som en integreret del af mig, slet ikke, men jeg er ikke spor i tvivl om at det kommer, at denne rejse slutter med at jeg kommer til at føle mig hel med alle mine delpersonligheder til rådighed i mit liv. For nu er hun der, den lille pige Anja, er med mig hele tiden, lige ved siden af mig og jeg har nu lært at jeg skal passe på hende, jeg skal være god ved hende og behandle hende med kærlighed og omsorg. Det er ikke i orden jeg går og taler grimt til den lille pige og slår hende i hovedet, det fortjener hun på ingen måde, hun fortjener kærlighed og den vil jeg nu give hende.

Dette er den vildeste rejse, den vildeste process…..og rejsen starter først nu. Hvad jeg skriver her om et år har jeg slet ingen ide om, hvad jeg skriver om en uge har jeg ingen ide om. Det er for vildt.

Tak @Pernille for denne gave og tak @Lenra for at være et fantastisk menneske der SER mig.
Tak til hele holdet på @Shadow Facilitator uddannelsen og tak til alle de smukke, modige mennesker der var med på Shadow Process weekenden og gav det alt hvad de havde.
Jeg er så evigt taknemmelig.

Jeg er ALT!