Min veganske fødselsdag

I dag bliver min veganske krop 2 år

I de to år jeg har været veganer er det kun blevet lettere, ikke kun fordi jeg har lært at begå mig, men fordi verden er ved at ændre sig.

Det har været en rejse for mig og jeg tror på det bliver en rejse for verden.
Jeg tror inderligt på at om 100 år vil man kunne høre en mor tale til sit barn og fortælle at dengang oldemor levede, da spiste man døde dør. Tog dem, dræbte dem og spiste deres kød. Man reklamerede endda med døde dyr på plakater, på biler osv. De dyr vi ikke selv kunne slå ihjel sendte vi fra land til land for at slå dem ihjel og spise dem. Barnet vil sige “aaddrrr….det tror jeg ikke på”…og derefter “hvorfor?”! Dét tror jeg på og jeg tror på at jeg er med til at start den evolution.

Min rejse blev grundlagt som lille barn. Min mor har altid kaldt sig selv for dobbeltmoralsk kødspiser, hun spiser kød, men ikke hvad hun anser som søde eller anderledes dyr. Ingen kalv, lam, vildt eller eksotiske dyr, men gerne ko, gris og kylling. Jo ældre jeg blev jo mere underligt var det og som helt voksen prøvede jeg også, at spise nogle af de ting hun sagde “man” ikke burde spise og jeg havde dårlig samvittighed, dårlig samvittighed over for dyret og over for min mor. Med tiden blev jeg så selvfølgelig til den samme “dobbeltmoralske kødspiser”, men jeg trives ikke med dette label, jeg er ikke god til dobbeltmoral og jeg har aldrig kunne klare tanken om at slå noget ihjel.

For 3 år siden besluttede jeg at blive vegetar. Begge mine børn var flyttet hjemmefra, jeg havde kun mig at tænke på. Det var virkelig rart, det føles som noget faldt i hak, min samvittighed fik det bedre. Samtidig fik jeg det bedre. Lidelser der forsvand – kronisk håndledsbetændelse, karpaltunnelsyndrom i begge hænder, konstant hovedpine. Jeg var fri, i krop og sjæl.
Jeg kan huske mig selv sige “men jeg skal aldrig være veganer, det er for meget besvær” og jeg besluttede da heller ikke at blive veganer, det blev bare sådan, og jeg syntes det er interessant og spændende hvordan denne udvikling er sket. 1. august 2017 indså jeg at jeg er veganer, i min sjæl, og så mig ikke tilbage.

Efter jeg blev ren veganer udviklede jeg mig stadig, og det gør jeg stadig her 2 år efter.
Jeg tager stadig mig selv i at gøre noget og tænke “nå nu er det kommet til det”. Det er ikke en aktiv beslutning, men bare sådan det har udviklet sig.
Jeg har altid passet på dyrene og respekteret deres liv og deres følelser, men aldrig før insekter og kryb. Fluerne er jeg stadig ikke glad for, men i dag redder jeg edderkopper ud, passer på ikke at træde på snegle efter regnen og jeg får det helt dårligt ved tanken om nogen klipper snegle over.
Sidst jeg stod med tanken var den anden dag, da en hveps kæmpede for sit liv i min lille vand-have. Jeg hjalp den op på et blad og iagttog den længe, hvor den bare sad og kom sig over shocket.

Mine empatiske følelser for alt levende er eksploderet <3

Min respekt og empati for alt levende begyndte så også at dreje sig om miljøet. Ikke kun at minimere plastik, sortere sit affald. Men jeg begynder også at tænke på hvad jeg kan gøre med det jeg har. Jeg har i år sået bi-blomsterblandinger og sat 40 buske. Men det der har ændret sig markant og uden varsel, er mit syn på hvordan der bør være, hvordan der skal se ud. I år er kanterne ikke klippet, ukrudtet ikke fjernet og der er ingen lige linjer. I stedet er alle kanter mod stier osv begroet med meter højt ukrudt. Nogle steder er der hele områder med flere meter høje ukrudtsplanter, bi-blomsterblandinger og nye buske og træer på vej. Og hvor jeg før fandt stor nydelse i “clean cut”, lige trimmede kanter osv, så finder jeg i dag stor nydelse i at se livet, livet i planterne og livet de tiltrækker.

Jeg tror vi er ved at ændre denne evolution og begynde at rejse os igen. Vi rejser os igen, vi vil begynde at respektere og passe på vores klode og i empati lære at leve i harmoni.
Naivt, måske, men det gør mig glad at tro på.

Spænde hvor meget jeg har udviklet mig næste gang jeg har vegansk fødselsdag.