Her har været stille!

Jeg skiftede arbejde 1. maj og har brugt alle mine kræfter på det. Så her har været meget stille, men det betyder ikke at mit fokus ikke er hvor det plejer eller at jeg ikke har lavet massere af vegansk mad.

Jeg har ikke et behov for, at gøre opmærksom på min veganisme alle steder jeg kommer og jeg tror ganske enkelt ikke på det hjælper noget som helst. Når vi presser eller fordømmer folk for deres valg af liv, eller for ikke at se den “sandhed” vi ser, så får vi dem ikke til at ændre noget, vi får tilgengæld modstand og modvilje. Jeg mærker at den måde jeg håndterer det på, øger respekten og nysgerrigheden for hvad jeg gør. Hvis man som veganer ikke nævner sin veganisme med mindre man bliver spurgt eller er nødsaget til det pga spørgsmål om indhold af noget og ikke fortæller folk hvorfor man bør være veganer, med mindre folk spørger. Så oplever jeg at man stadig kommer til at tale en masse om det, da en masse spørger. Men jeg kan sagtens forstå at folk gerne vil hygge om deres mad og ikke (igen) gider bruge tiden på at forholde sig til tunge emner som dyrevelfærd, sundhed og miljø.

Jeg tror vi ændrer mest ved at gå forrest – det gode eksempel har altid virket!

Jeg nævnte intet om mine madvaner den første måneds tid, jeg har min egen mad med, og man kan ikke rigtig spore om jeg bare lever sundt eller vegansk, da min frokost som regel er rene grøntsager. Tror mest det kom frem, da jeg havde fundet ud af man gerne må have synlige tatoveringer og det blev meget varmt, så en kortærmet næsten var umuligt at undgå.

Min tatovering fortæller sin egen historie om hvem jeg er

Det er blevet taget SÅ godt imod. Altså ind i mellem får jeg de samme små kommentarer, som vi nok alle kender. “Hvad har bacon nu gjort….”, “det kan jo også blive for meget…” osv. Det påvirker mig på ingen måde, tilgengæld påvirker det mig positivt at det bliver taget så pænt imod. Først efter et par måneder opdagede jeg at min chef lever 90% vegansk, så det er helt fantastisk.

Yderligere er jeg havnet i en virksomhed med en kantine som faktisk kan finde ud af det. Og jeg tror der er en i køkkenet der nyder det, for min mad kommer på finere tallerkener end de andres, når der leveres mødeforplejning.

Her to stykker vegansk smørebrød fra den interne kantine

Nu er jeg på familieweekend ved Vesterhavet og også her er jeg jo “anderledes”.

Efter 2 år så kan jeg mærke jeg hviler i min beslutning, denne form for “anderledes” er okay med mig, for dette er min rette hylde. Min samvittighed er ren og jeg har det godt. Jeg spørger ind til maden og tilføjer så selv. Dem der laver maden viser respekt for min livsstil ved at lave mad der er “skilt ad”, som salaten i går skulle indholde feta, den var så i en skål ved siden af, så vi alle kunne få. Jeg føler mig absolut både elsket og respekteret når det foregår sådan. Jeg ville ønske en dag at sidde med en vegansk familie, men det kommer nok ikke til at ske i mit liv, så jeg stiller mig meget tilfreds med at vide at de spiser en masse planter og ikke er forskrækket for plantebaseret mad og veganske alternativer.

Nu vil jeg prøve at genoplive bloggen her igen…med primært en masse god, let og sund mad.