Halifax burger

Vandfaste i 48 timer

vand

Jeg vil ikke påstå det var ud fra en større tanke om sundhedsfordele, religion eller andet der fik mig til at vandfaste i 48 timer. Det ville lyde godt med en dybere årsag, men det kom ligesom bare til at blive sådan. Kun tre faktorer gjorde dette. Den første var at jeg onsdag læste nogle gutter skrive om at de vandfastede i flere uger, fascinerende men vildt. Den anden var at jeg fik Halifax burger og fritter. Den tredje var at det var helligdag uden aftaler.

Før start

Vi havde overarbejde på arbejdet hvor jeg skulle give mad. Jeg ødelagde helt mit kalorieindtag og fordeling med en vegansk Halifax burger med fritter. Hvilket kan anbefales og læses om
her.
Det smagte godt, men følelsen af at være stopmæt var skidt. Kæmpe tung følelse, som jeg ikke husker at have haft siden jeg spiste kød. Tung, sløv, oppustet og lettere utilpas. Så min trang til aftenssnack var fuldstændig forsvundet, det eneste jeg havde lyst til den aften var koldt vand. Så det startede det. Mit sidste måltid var altså ikke et let sundt velbalanceret måltid, men en fed burger torsdag kl. 19.
Jeg har aktivt besluttet at gøre noget ved min evige dårlige samvittighed over al ting, det kan du læse mere om en af de kommende dage, og derfor fik jeg lyst til at gøre noget der ligesom ophævede det  og besluttede at jeg da kunne prøve at vandfaste. Jeg gik ikke ind og læste mere om det, men jeg besluttede at det betød 0 kalorier og at jeg derfor kunne drikke 0 kalorie drikke, som kaffe, te, lidt Zero og selvfølgelig vand. Jeg besluttede også det skulle vare hele fredagen, altså et døgn….. ja ja jeg regnede ikke lige på, at det jo er 1½ døgn når man så vågner lørdag morgen.

Fra morgen til middag – 18 timer

Min morgen lignede de fleste andre. Jeg stod op og besluttede at i stedet for at træne ville jeg gå 3-4 km med hundene. Så drak jeg mine to obligatoriske kopper morgenkaffe, sprang min smoothie over og gik i gang med aktive opgaver. Fridag, store bededag og godt vejr, så er der masser at lave på gården og jeg holdt mig aktiv og i gang. Jeg var på trælasten, satte hegn op, red en af hestene, fodrede, mugede og gik så ind til pause til middag. Jeg mærkede ikke det store, jeg er vant til at kunne droppe morgenmad, det har aldrig været et nødvendigt måltid for mig. Jeg følte derfor ingen sult, men dog mere en psykologisk trang hver gang jeg passerede frugtfadet i stuen. Når jeg holdt pause satte jeg mig med et stort glas koldt vand, samt jeg havde vand stående jeg drak af når jeg gik forbi. Jeg er generelt blevet bedre til at drikke vand, men nu gik det virkelig godt og der kom meget vand indenbords.
Jeg beslutter at jeg da skal sove til middag i dag, hvilket jeg elsker, men sjældent gør.

En dag er gået og aften uden aftensmad – 24 timer

Så er den dag ligesom gået og hold da op jeg nåede meget. Endnu et sæt hegn blev opsat og der blev ordnet alle de små ting. En ting jeg har bemærket, som er virkelig tydelig og egentlig ret uventet. Når jeg ikke spiser, så er jeg ude af den der klokkestreng der altid holder mig fast. Jeg har desværre denne tendens til at leve efter uret, jeg har i lang tid irriteret mig over det, men har ikke kunne slippe ud af det. Når jeg vågner og kigger på klokken tænker jeg “okay der er 4 timer til frokost, hvad kan jeg nå og hvilken rækkefølge er bedst? Hvis jeg så spiser i 45 min, så kan jeg nå det og det inden kaffepause…..” osv osv. Jeg ved det er noget jeg bliver nødt til at gøre op med en dag, men der er jeg bare ikke pt. Med fasten forsvandt dette helt af sig selv og jeg har oplevet en dag hvor jeg har gjort hvad jeg havde lyst til på det tidspunkt jeg havde lyst. Jeg var ikke fanget af tider for måltider, hvilket åbenbart gør en kæmpe forskel for mig. På den anden side, så knoklede jeg bare løs og holdt ikke ordentlige pauser, men jeg hyggede mig virkelig. Kl. 16 besluttede jeg at ligge mig på sofaen, og det kom bag på mig jeg ikke var fysisk træt, faktisk så blundede jeg først kl. 16:45 og vågnede op kl. 17:15. Jeg troede at min krop ville være helt træt og jeg måske ville sove dybt flere timer, men der tog jeg helt fejl.
Omkring aftensmadstid begyndte min mave at rumle, men jeg følte ikke sult, bare larm og så en masse energi. Har man ikke læst lidt op på hvad der sker med kroppen når den faster, tror man at man bliver helt energiforladt, men holdt da op en energi og en lidt anderledes en end den normale. Jeg satte mig med en Cola Zero, som “aftensmad”. Jeg trængte ikke til mad eller kalorier, men jeg trængte virkelig til smag.

Aften, sen aften og nat – 36 timer

Energien skulle jo bruges, så jeg gik i gang med at flytte om i min stue, skruede reoler ned, flyttede møbler og om møblerede det hele. Mine børn dukkede uventet op og da de sad der i sofaen, midt i min rodede stue, mærkede jeg hvor over energisk jeg var. Nu hvor jeg skulle tale til nogen, kunne jeg høre jeg talte alt for hurtigt og jeg kunne ikke sidde med dem. Min energi var toppet, jeg var uventet overenergisk og ved at sprænge af energi. De blev kun kort og jeg fortsatte med stuen, indtil kl. 21 hvor den var færdig. Så ordnede jeg heste og gik en kort tur med hundene. Jeg lavede te og satte mig i min nye stue og satte en film på. Jeg følte mig lettere, friskere og mere fokuseret. Jeg skal til at arbejde med at være fokuseret og ikke hele tiden have indtryk i form af lyd eller billede fra medier til at forstyrre. Dette føltes meget lettere som fasten skred frem. Jeg har mærket mig selv fokusere på kun én ting af gangen, uden at det har været en aktiv beslutning, men bare fordi.
Filmen var alt for lang, jeg blev sulten omkring kl. 23 og ville gerne i seng, men blev oppe og så den færdig. Da jeg så kom i seng, mærkede jeg med det samme at det var min krop slet ikke klar til, det føltes som at gå i seng om morgenen, hvilket er helt forkert for min krop. Men jeg har et pr tricks og efter en lille time faldt jeg i let søvn. Let drømmeløs søvn, som varede 5 timer, hvorfra jeg kun lige blundede indtil jeg stod op kl. 6:30 – nu knapt 36 timer inde i min faste og her den skulle slutte.

Dag 2 – 48 timer

Det var meningen at jeg skulle spise almindeligt næste morgen, men jeg var ikke sulten, havde slet ikke lyst til at stoppe nu. Så jeg besluttede at enten begyndte jeg at spise fordi jeg blev dårlig og utilpas, eller jeg begyndte at spise efter 48 timer. Når det er første gang, tænkte jeg at 48 timer nok var det længste jeg burde gå, særligt når jeg ikke har større viden om dette emne end jeg har. Det blev 48 timer og jeg må konstatere jeg stadig ikke rigtig ved hvordan sult føltes. Jeg skriver dette i den 48. time og føler ingen sult.

Jeg startede dagen op med en lang gåtur med hundene efterfulgt af 30 minutters mobilitetstræning fra dailyburn.com Så en lille pause med et glas vand og to kopper kaffe og så i gang med en aktiv dag. Jeg har ordnet planter og bed i dag, handlet ind og trænet en hest. Og så en middagslur, denne gang en dejlig en af slagsen. Selv da jeg handlede ind blev jeg ikke sulten, det var faktisk lettere. Alle de fristelser, hvor jeg normalt vælger en enkelt til køreturen, var nu helt ligegyldige for ingen havde jo 0 kalorier. Jeg har aldrig drukket så meget vand på to døgn som disse, hvilket jeg tror er en af grundene til at jeg føler mig mere ren.

Slut og refleksion

Disse to døgn har været helt anderledes end jeg havde forestillet mig, slet ikke som forventet. Jeg havde forventet at det hele var en fysisk oplevelse, men der var mindst lige så meget psykisk og det jeg havde forventet fysisk var ikke hvad der skete. Jeg forventede at føle fysisk sult, svimmelhed og være utilpas. Jeg forventede at blive træt og irritabel, at føle mig svag. Men det var så absolut ikke hvad der skete. Jeg har været fuld af energi, positiv energi i disse døgn. Jeg har følt mig let, renset og stærk. Min krop har ikke været trist, men glad. Min krop har takket mig og den har aldrig føltes bedre at bo i. Psykisk havde jeg jo slet ikke forventet noget, men det blev et opgør mod sociale medier, fjernsyn og distraktioner. Det føltes som om jeg pludselig kunne slippe al stress og jag, at jeg kunne slappe af helt ind i sjælen. Jeg er nu så afstresset som jeg kan blive, jeg føler det helt ind i mit hoved og hjerte. Alt virker klarere, farverne i naturen, fuglenes sang, vinden mod min kind. Jeg føler alle sanser forstærket.
Det har været et retreat, mit helt eget lille retreat og det har været skønt. Jeg føler mig lykkelig og vil anbefale alle at prøve dette. Det er ikke sidste gang! Jeg vil læse op på dette med at faste, samt at starte det rigtigt og så holde lidt længere næste gang. Nu vil jeg spise en banan og nyde den. Senere i aften står den på en god salat, med korsblomst grønt, kål, fermenteret kål, avocado og lidt bønner. Aftenen skal kun bestå af vand og te.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Halifax burger