Spiegelhauers kamp mod frygten på Tv2

Jeg har lige set første afsnit Spiegelhauers kamp mod frygten på Tv2 og glæder mig virkelig til de næste.
I dette program taler Spiegelhauer om sin frygt for at klatre, på trods af det er hans passion og at han har gjort det i 20 år. Han taler også åbent om at blive bange i det arbejde han laver.
Han vil i dette program prøve at komme sin frygt for klatring i det fri, til livs, for derefter at anvende sine nye teknikker til frygten i andre dele af hans liv.

Først vil jeg sige tak til Spiegelhauer for at udstille sig selv og sin frygt. Jeg kan slet ikke få armene ned over hvor sejt jeg syntes det er, ikke det han udfører (det er nu også sejt) men det at udstille sin frygt uden filter for hele landet.

Jeg føler en enormt skygge af skam og pinlighed over at have en hobby, en passion, som også udløser ens frygt. Så for mig betyder det enormt meget at andre er seje nok til at se bort fra denne skam og pinlighed og bare udstille sig, og det er SÅ meget sådan jeg har det.

At han åbent taler om at have klatret og have en passion for dette i 20 år og stadig er bange for at gøre det ude det fri og farlige, er så befriende. Han siger aldrig “jeg burde jo ikke være bange” eller at han ikke burde klatre når han er bange. Han konstatere bare at han klatrer og han er bange for at gøre det.

Jeg har tre heste, hestetræning og hestehåndtering er min hobby og min dybeste passion. Og når vi er under trygge vilkår hjemme, er det altid en fryd. Men lige så snart jeg kommer ud på gaden med en hest er jeg bange. Tidligere har jeg haft decideret angst anfald, men dette er længe siden. Dog gør frygten det til noget helt og aldeles ubehageligt og det forhindrer mig i at det gøre det mere end absolut minimalt. Det er fuldstændig som Spiegelhaur siger “Det er en frygt, som jeg ikke kan slippe, og selvom jeg kommer op i toppen af klippen, så bliver det der burde være en god oplevelse, alt for ofte til det modsatte”. Det er nøjagtig sådan jeg har det når jeg har gået en tur, som faktisk gik godt. Det var da en sejr, men det var dybt ubehageligt hele tiden og jeg ville konstant bare ønske jeg var hjemme.

Spiegelhaurs tanke om at arbejde sig igennem frygten og slippe den er jo vildt interessant og jeg glæder mig til at følge hans projekt. Jeg håber der er nogle ting at lære undervejs.

Det kunne være interessant at vide om han virkelig slet ikke har nogle negative følelser ved at stille sig frem og indrømme sin  frygt, eller om han bare er møgsej og ignorerer sine skygger af skam.